KOPIMASKINEN leverer musik til mange forskellige typer af arrangementer. På denne side har vi valgt at koncentrere os om bryllupsfesten. Har du spørgsmål vedrørende andre arrangementer, så kontakt os pr. telefon eller e-mail med lidt information om din fest og vi kan hurtigt give dig en ide om mulighederne.

 

Et Bryllup er en stor begivenhed, som ikke kan gøres om - OK - nogle gør det faktisk om, men det er en anden historie.

En klog kvinde (eller mand) har engang sagt at musikken er den halve fest. Det tror vi selvfølgelig på som musikere, men vi er også bevidste om at det ikke altid bør føles sådan for dig som holder festen. Derfor spiller vi under spisningen altid i et niveau hvor alle kan tale sammen, således at musikken bliver et supplement og ikke et styrende element. Hvis vi ikke har aftalt andet, så holder vi os pænt i baggrunden. Vi spiller selvfølgelig til alle sangene, så disse bliver hjulpet godt på vej. Et bryllup er en traditionsrig fest, og brudevalsen er i den forbindelse en selvfølge.

"Hvordan sikrer jeg mig at musikken passer til min fest?": 

En ting er musikken under middagen, som sammen med mad, vin, taler, sange og hyggelig samtale er fælles om at danne rammen for en god fest. Noget ganske andet er dansemusikken. Under dansen bliver musikken pludselig meget central for hvorvidt denne del af festen også lykkes. Her er det vigtigt at man som arrangør grundigt overvejer hvilken eller hvilke typer musik, der passer til de indbudte gæster. 

Det kan være svært at gennemskue hvilken vare et orkester eller en fest-musiker sælger. Det flyver ofte omkring med begreber som: "Ung musik", "Musik for alle aldre", "50er musik", "60er musik", "Pop", etc. etc. Fælles for alle disse begreber som bruges til beskrivelse af musikken er, at de er meget diffuse, og at forskellige mennesker kan forstå vidt forskellig ting. Det bedste råd vi kan give dig er derfor at tale meget konkret med den eller de musikere du ønsker at bestille. I stedet for at nøjes med f.eks "60er musik", så få eksempler på hvilke kunstnere eller melodier der spilles. 60er musik kan være The Beatles, The Clifters eller Jimmy Hendrix, noget kan måske gøre festen kedelig for den yngre del af publikum, og andet kan give mormor et uhelbredeligt chok. På disse sider har vi vist et udpluk af vores repertoire så du kan få en ide om hvilke typer musik vi leverer. Dette kan give dig et indledende praj om hvorvidt vi kan opfylde det du søger. Kontakt os gerne telefonisk eller pr. e-mail for en yderligere orientering. Vi vil selvfølgelig gerne spille til din fest, men vi er ikke bange for at sige nej, hvis vi ikke mener vi passer ind i din fest (måske kan vi så henvise til andre).

Under alle omstændigheder er det dig der er vært for festen, og dermed dine ønsker der skal opfyldes.

God fest